DIY-DETALJER
Runde silhuetter af græskar fræset ud på træskilte, ledsaget af snoede ranker af messingtråd. Det bliver en fin dekoration til høstfesten, halloweenfesten eller allehelgensmiddagen.
Her i græskartiden er det sjovt at lade sig inspirere af græskarrenes karakteristiske og smukke form. Med en træfræser på en dremel kan du nemt fræse en silhuet med struktur af et græskar på et lille træskilt. Det er næsten lige så nemt som at tegne med blyant!
Begynd med at skitsere græskaret på træskiltet. Brug en blyant, så du let kan viske ud, hvis du laver en fejl.
Fastgør derefter en træfræsekugle på dremelen og fræs efter skitsen. Husk at holde skiltet godt fast og fræs med en rolig hånd. Prøv først på et stykke træ, så du kan finde den hastighed, du foretrækker, og mærke hvordan fræseren arbejder.
Træskiltet er smukt som det er uden maling, men hvis du vil forstærke effekten, kan du male det.
Vi valgte en klassisk orange farve her, men græskar kan jo også være hvide, beige eller grønne.
Stilken fik en guldfarve for at matche messingtråden, som vi bruger til at lave snoede ranker.
Disse fungerer også som en slags servietring – begynd med at forme en ring, der passer omkring en serviet.
Sno derefter enderne af tråden rundt om en rundtang til en spiralform, der bliver smallere mod enden.
Sæt spiralringene på servietterne og læg skiltet ovenpå, når du dækker bord til høstfest, halloweenfest eller allehelgensmiddag.